I 2019 havde jeg den fornøjelse at deltage i gruppe udstillingen ”Remix #6 – København Nu”.
Udstillingen blev arrangeret af Udstillingsstedet Kunstmix
v/ Nana Rosenørn Holland Bastrup & Matvey Slavin.
Udstillingens omdrejningspunkt handlede om at komme med et bud på et ‘Københavner maleri’.
Opdraget hed: Male byen som du ser og oplever den.
Til udstillingen skulle man forfatte en kort tekst.
Jeg skrev en tekst til det værk som jeg viste.
Teksten er som følger:
København, København, København.
Der var råbende nætter i Pisserenden
og fede solskinsdage på bakken bag Nemoland.
En glemt nat på Hong Kong i Nyhavn. Stegt flæsk på Rio Bravo.
Lidt i klokken fireogtyve fyrværkeri over Tivoli.
Lille Langebro og
-og kirkespir, der snor sig op i himmelen.
Dansk Venedig. København K.
Stjerner og byens lys på himmelbuen.
I dag bor jeg på Christianshavn.
Om natten bøjer Knippelsbro sig over byens lys.
Derfra og ret forude ligger Folkestyrets hus ankret op som et stolt slot.
Og lige-der-bag-det ligger Thorvaldsens Museum
som – er et ganske godt sted at gemme sig.
København er for mig minder, muligheder og en stadig kulisse for mit liv.”