I 2019 var jeg en del af gruppeudstillingen ”Under dueblå Himmel”
i Kunsthuset Annaborg, Hillerød Kunstforening.
Udstillingens ide var at vise fem forskellige positioner i at lave et landskab.
Spørgsmålet hed: Hvordan ser et landskab ud i dag?
Udstillingen viste hvordan man kan finde landskabet mellem boligblokke, i en park i Rom eller som nattens landskaber.

Værkerne blev til med regnen i ryggen og solen i øjnene, som under dueblå himmel.
Farven dueblå er gråblå.
Mit bidrag blev nye malerier i serien ”Certain Kind of Sadness”.
Billedernes motiv er en vandoverflade, hvori himmelen spejler sig
og hvor undervandets dyb kommer til syne.
Malerier, hvor naturen bruges som et spejl på det indre landskab.

Denne tekst har jeg skrevet til serien. ”Certain Kind of Sadness”:

Certain Kind of Sadness
Melankoli.
Tristesse, mismod og længsel.
Langs mergelgrave, skovsøer, moser og tilgroede vandhuller.
Det er steder, der alle bærer deres eget vandspejl.
Hvor himlen er repræsenteret i vandoverfladen samtidig med, at livets mørke ligger og lurer i vandets endeløse sorte. Hvor søens bund har sit eget sug.
Overfladen på disse ophobninger af vand, synes jeg fint kan repræsentere den længsel og den tristesse man ofte forbinder med den nordiske melankoli.
”Certain Kind of Sadness” er lærreder, der er malet til melankolikere,
til Saturns børn. Malet i ZigZak bevægelser, hvor jeg har lænet mig op ad kunsthistoriens store billeder.
Hvor hvid er lyset og længslen. Hvor sort er galden og mørket.
Hvor sort er min fortabelse. Summen er grå. Summen er melankoli.
Forsøget handler for mig om at etablere en anelse af mismod og længsel.
Her på bagkanten af New Nordic-bølgen vil jeg gerne sende dette postkort.
Udstillingen ”Certain Kind of Sadness” er centreret omkring et mål om at lave en malerisk repræsentation af den nordiske melankoli.