Remix #1. Åbnings uds. 2018

I 2019 havde jeg den fornøjelse at deltage i gruppeudstillingen ”Remix #1”.
Det var åbningsudstillingen for det kunstnerdrevne udstillingssted Kunstmix
udstillingsstedet er igangsat og drevet af: Nana Rosenørn Holland Bastrup & Matvey Slavin.
Det er beliggende i Odensegade på Østerbro i København.

Nana Rosenørn Holland Bastrup skrev en tekst om de to værker jeg afleverede til udstillingen.
Den er som følger:

To værker af Simon Grimm (f. 1968) er for øjeblikket at se i gruppeudstillingen REMIX #1 i Kunstmix på Østerbro.
Placeret i det ene vindue står en keramisk lertøjsskulptur på et lille podie.
Skulpturen er rødglaseret og fremkalder forskellige associationer – kunne det man ser f.eks.
være et dinosauræg og en myre, der har fundet det på sin vej?
Eller derimod et organ der pumper på sidste vers?
Skulpturens titel er “End of Story“ og refererer til Lev Trotskijs død en død, han ikke selv valgte, han blev myrdet.
Hulmaleriet hængende på væggen “Leaving it All Behind“ er fra serien under samme titel, som kunstneren har arbejdet på de seneste år. Karakteristisk for malerierne er hullet i lærredet,
at centrum er skåret ud. Det udstillede billede er ingen undtagelse.
Forskelligartede lærredsflader er sat sammen, enten hæftet lag på lag på forsiden eller på bagsiden
og der er spor af proces – f.eks. retouchering, overmaling og malerrester.
Fraværet af det udklippede hul byder på sin vis velkommen, og man får lyst til som beskuer at hoppe ind og se, hvad der egentlig så gemmer sig derinde i “rummet“.
Hørlærredet med den bemalede figur, skal man dog først forbi, men den dækker noget af hullet til, og så befinder man sig pludselig på et andet billedplan.
En kvindelig figur forekommer det at være med hvidt pagehår,
klædt i rød bluse og mønstret nederdel samt grønne sko.
Hun står foran en blå kommode, hvor man kan tænke sig, at der også er et spejl,
da hun står foroverbøjet og synes i færd med at tage læbestift på.
Figuren minder om en tegneseriefigur og har foruden en optimistisk-opadgående næse i profil,
intet ansigt – ansigtet er fraværende.